Inklusion
Hvis du skal have faglig støtte i 8. eller 9. klasse har du mulighed for at gå i Makerspaceklassen, som er en klasse hvor undervisningen bliver grebet an på en anderledes måde end normalt.
Støtteundervisning
Skal du gå i 10. klasse, foregår den faglige støtte i klassen. Der vil være en støttelærer i timerne, som har fokus på at støtte og hjælpe den enkelte elev.
Inklusionseleverne kan også gå i andre lokaler med støttelæreren, hvor tempoet vil være lidt anderledes end i klassen.
Eleverne følger i udgangspunktet den samme undervisning som de øvrige elever, men har en mulighed for meget lærerhjælp og støtte. Hvis du er ordblind, har støttelæreren erfaring med diverse hjælpeprogrammer, som skolen har licenser til.
Mentoraftale
Mentoraftalen har til formål at yde målrettet personlig støtte i forbindelse med gennemførelse af efterskoleopholdet. Den laves på grundlag af sagsbehandlers vurdering og beskrivelse. Skolen skal modtage §50 / handleplan / PPR-vurdering eller lignende relevante personfølsomme oplysninger som baggrundsviden.
Den overordnede målsætning for eleven er hjælp til større selvværd og selvtillid til at lære de basale personlige og sociale kompetencer, der er alderssvarende og nødvendige, for at klare sig i efterskoleregi og efterfølgende på en ungdomsuddannelse.
Et anderledes skema
Vores Makerspace er skabt for at give elever nye muligheder for læring. Der er god plads til at prøve sig frem og få erfaring via de forskellige Labs.
Det er de tre grundfag dansk, matematik og naturfag, der giver 8 blokke i ugeskemaet (i alt 16 lektioner) til at arbejde anderledes i Makerspace. De øvrige timer i kulturfag, engelsk og idræt har man skemalagt som skolens øvrige elever, ligesom linjefag og alt hvad der ellers kommer i årsplanen af brobygning, projektuger og fælles arrangementer. Du er en del af hele efterskoleholdet, selvom du får et anderledes skema i Makerspace.
Men hvad er målet?
Målet er det samme som for andre elever, der skal afslutte grundskolen. Vi arbejder bare på en anden måde for at nå i mål til afgangseksamen. Det bliver forskellige praktiske opgaver, der kommer i fokus og derved kommer fagenes færdigheder og kompetencer mere ind som løsninger undervejs.
Vores mål er, at det giver mere mening for den unge, når det bliver synliggjort i et produkt.
Makerspace er støtteundervisning og primært for elever, der tidligere har modtaget inklusionsundervisning. Vi skal fortsat bruge de tekniske hjælpemidler, som er kendte, men det er anderledes at eleven synliggør sin læring i en portfoliomappe i stedet for via de almindelige skriftlige afleveringer og fremlæggelser på klassen.
Man afslutter Makerspace i april med at fremlægge en selvvalgt del af projekterne. Det er forarbejdet til den afsluttende eksamensforberedelse i de 3 fag. Det vil være en god ballast til at bestå grundfagene, at man har fået anderledes erfaringer og flere synlige succeser med fra de forskellige Labs.
Den sidste arbejdsperiode vil blive tilpasset den enkelte årgang, så undervisningen er målrettet sommerens prøver.
Ny årsplan
Årsplanen for Makerspace indeholder en opstartsfase, hvor der er afprøvninger af de nye Labs, og hvor man får værkstedskørekort på EUC Nordvest til at bruge de store maskiner. Derefter arbejder vi periodevis, i forhold til skoleårets ferier, med forskellige delmål om, hvem man laver noget til og hvilke materialer eller Labs man arbejder i.
Læs vores Makerspace brochure