Gastronomi Mad2

Vores kostpolitik

Madfilosofi

En del af det at gå på efterskole handler naturligvis også om mad, og de råvarer den bliver lavet af. Eleverne får, på Galtrup, pirret deres nysgerrighed, og styrket deres madmod, såvel som trænet deres smagsløg.

Vi bager selv al brød af økologisk mel, og vores surdej og lange hævetider garanterer for den gode smag. Vi sylter selv og laver tapenader, dips, og andre lækkerier til frokostbordet. Der er altid enten en lækker blandet salat eller salatbar.

Lokale råvarer

Maden på Galtrup laves fra bunden af de friske, og lokale råvarer der er i sæson. Vi bruger bl.a. æbler og majs fra en lokal avler på Mors, økologisk oksekød fra Tødsø ved Nykøbing, mejeriprodukter fra Thise Mejeri, kartofler og beder fra Kjelstrup i Thy, og fisken kommer naturligvis pivfrisk fra havnen i Hanstholm. Vi dyrker ligeledes selv friske krydderurter i vores atrium.

Vi stræber efter, primært at benytte økologiske råvarer, men vægter lokal, frisk mad højest.

Der er en kødfri dag i ugen, ligesom også fisk er på dagsordenen. Vi elsker de danske klassikere, men ynder også at gå på opdagelse i de fremmede køkkener, hvor eleverne især tager godt imod de indiske, og italienske retter. Maden er varieret og der er noget nyt på bordet til frokost hver dag. Mad skal nemlig både være spændende og velsmagende.

Køkkentjanser

I løbet af et skoleår vil du som elev på Galtrup Efterskole også stifte bekendtskab med køkkenet. Alle elever trækker, 2-3 dage i løbet af et skoleår, forklædet over hovedet og giver en hånd med i skolekøkkenet. Det giver en forståelse for hvordan det daglige måltid bliver til, ligesom eleverne opbygger et kendskab til de råvarer der er i sæson lige nu.

*Der tages naturligvis hensyn til eventuelle diæter, allergier og intolerancer, ligesom elevønsker også tages godt imod.

En typisk madplan på Galtrup Efterskole:

Mandag: Pariserbøf med hele balladen, og salatbar

Tirsdag: Fish’n’chips med JetSetRemoulade©, mushy peas og salatbar

Onsdag: ”VeggieWednesday”: Tomatsuppe med croutoner, pasta, og friskbagt ciabatta-brød

Torsdag: Kylling med parmesan, salvie, cherrytomater, linser, og bagte gulerødder med havtorn

Fremmed Fredag: Hjemmelavede fladbrød med krydret lam, yoghurtdressing, husets chilimayo, hummus og grønt + bulgursalat med abrikos, dadler, pinjekerner og granatæble